Tweet |
|
Journalisten Gitte Holtzes liv var med hendes egne ord "en fucking joke", da hun besluttede sig for at gøre noget, hun ikke turde: At gå de 4.265 kilometer fra Mexico til Canada alene. Med sig i bagagen havde hun en ulykkelig kærlighed, et forlist job og mange Mars Bar. Men kan seks millioner skridt mon gøre en klogere på sig selv? Vin: Barefoot Merlot,
Sat, 16 Feb 2019 16:05:00
Dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen er kammerherre, oberstløjtnant og jazzmusiker. For ham er traditioner og ceremonier vigtige, fordi de er udtryk for folkets fælles bevidsthed og historie, men det skal altid swinge. Ja faktisk interesserer intet ham, hvis det ikke swinger - også i det almindelige liv. Vin: 2014 Ch. de Cayx, La Cigaralle Blanc.
Sat, 09 Feb 2019 16:05:00
Dot Wessman er bakkesangerinde og direktør for utallige forlystelser på Dyrehavsbakken. Hendes familie har været gøglere i generationer, men det er med det yderste af neglene, hun stadig holder Bakkens Hvile kørende. Da hendes datter blev alvorligt og permanent kvæstet, havde hun lyst til at forsvinde helt, men hun holdt hun sig i live på sovepiller og rødvin. Gud kan hun stadig ikke tilgive for at svigte - men godt sin kæreste. Vin: 2014 Ch. de Cayx, Cuvée Majesté.
Sat, 02 Feb 2019 16:05:00
Under sin opvækst i et parcelhus i forstaden troede forfatteren Niels Lyngsø, at han var et forbyttet barn, der i virkeligheden var søn af aliens. Følelsen af fremmedhed blandet med en god portion selvhøjtidelighed holdt han ved lige længe, men ti dages meditation i Sverige i total tavshed har gjort ham bedre til at være både inde i sig selv og sammen med andre mennesker. Den effekt kan sex, især sex med mange partnere i et åbent forhold, i øvrigt også have. Vin: 2016 Champ Divin, Crémant du Jura.
Sat, 26 Jan 2019 18:08:02
Rasmus Aamand Olesen er egentlig biolog og hjerneforsker, men en dag tog han konsekvensen af det vacuum, han følte inden i, når endnu en dag foran computeren var omme. Han længtes efter at komme udenfor og helst ud og klatre i bjerge, og så købte han to vinmarker i bjergene i Roussillon i Sydfrankrig. Nu er hans allerførste årgang kommet på markedet, og han har lavet vinen med sine egne to hænder. Vin: 2017 Nénu - vin de deux mains, La fleur d'un coeur de beurre og Le roi nu, Collioure Rouge.
Thu, 17 Jan 2019 14:11:28
Gorillaen og alfahannen Samson i Givskud Zoo var forelsket i Jill Byrnit, men selv foretrækker hun, at der er tremmer mellem mennesket og de andre abe-arter. Som psykolog og Danmarks eneste primatolog har hun især beskæftiget sig med abers adfærdspsykologi, men altid for at blive klogere på menneskers psyke. Forskellen er ikke så stor, som vi tror. Drik: Robby Bubble, "børnechampagne".
Sat, 12 Jan 2019 18:08:48
Niels Krøjgaard var med til at afsløre den indiske guru Sai Baba, der angivelig kunne materialisere aske ud af sine hænder, plus mange andre med påstået overnaturlige evner. Han begyndte som tryllekunstner og arbejder nu som psykologisk entertainer - og for politiet - med speciale i at aflæse kropssprog og afsløre løgne. Vin: 2017 von der Mark, Riesling Spätlese.
Sat, 05 Jan 2019 18:07:21
TV-journalisten Anders Agger er fundet sammen med sin ex-kone igen, og det har nok til dels noget med hans alder at gøre. Som 54-årig har han også endelig fået fortalt sin far og mor, hvor hårdt det i virkeligheden var for ham som teenager at skulle flytte med forældrene og sige farvel til sine brødre. Det var i høst-tiden, og lige siden har han lidt af udpræget melankoli og en lille følelse af undergang i august. Vin: Champagne Ruinart, "R".
Sun, 23 Dec 2018 16:46:09
Elizabeth Holstein er født ind i en af Danmarks ældste slægter, og hendes forfædre og formødre er altid til stede i hendes bevidsthed. Selv har den 21-årige komtesse forsøgt at slå et slag for den almene dannelse ved at løbe Danmark rundt på rulleskøjter for at interviewe jævnaldrende, der ikke kan lade være med at forfølge deres kreative og kunstneriske drømme. Vin: 2016 Aux Mages, Ætheria, Santa Barbara.
Sat, 22 Dec 2018 18:08:01
Litteraturanmelderen og instagrammeren Katherine Diez er 29 og insisterer på, at man godt kan være både smuk og klog på samme tid - det gør hendes medsøstre ikke altid. Hun hylder de klassiske kunstarter og har det svært med den omsiggribende kropslige og identitetspolitiske aktivisme. Vin:2006 Espumante Dom Ferro, Velha Reserva, Bruto.
Sat, 15 Dec 2018 18:07:51
Kunstneren Marco Evaristti er et godt menneske, siger han selv, og det er altid i den gode sags tjeneste, han har præsenteret publikum for blendede guldfisk, heroin, kanyler, ligposer, henrettelser, rotter, terror, prostituerede, blod, bildæk, smadrede køretøjer, blodige trafikofre, aids, sperm, blodtransfusioner, hygiejnebind, skydevåben, bomber, kemikalier, brugte kondomer, lolitadukker og kopulerende skeletter. Vin: 2001 El Emperador, Chile.
Sat, 08 Dec 2018 18:10:18
Som barn under revolutionen blev skuespilleren og komikeren Farshad Kholghi hjernevasket af islamistiske skolelærere i en grad, så hans forældre måtte vaske hans hjerne ren igen med tolerante værdier. Til sidst flygtede de til Danmark, og der gik mange år, før han opdagede, at han havde taget en depression med sig fra Iran. Undervejs trøstede han sig med dates på stribe og gik ikke af vejen for at udgive sig for at være Naser Khader, for at komme i seng med en pige. Vine: 2005 Faustino I, Rioja Reserva og 2012 Dom. de Varoilles, Gevrey-Chambertin, Clos du Meix des Ouches.
Sat, 01 Dec 2018 18:07:17
Christian den Fjerde gik nok rundt med en pæn promille meget af tiden, og en kroningsfest i 1500-tallet krævede 60.000 liter vin, konstaterer historikeren Annette Hoff. Hun har møjsommelig gennemgået 465 skibslaster med vin i perioden 1660-1700 og tusindvis af andre dokumenter fra middelalderen og frem til i dag for at kunne skrive den danske vinhistorie. Vin: Lutendranck.
Sat, 24 Nov 2018 18:07:51
Folketingskandidat Katarina Ammitzbøll var nygift og nybagt mor, da katastrofen skete. På en motorvej i Belgien blev hendes liv og lykke slået i stykker, og det har trukket lange spor. Indirekte gav det hende med tiden stødet til at engagere sig i samfundet som politiker - og i kærligheden. Vin: 2009 Schloss Johannisberg, Kabinett Trocken.
Sat, 17 Nov 2018 18:07:56
Allerede som 16-årig medbragte Lars Bo Henriksen vin, når vennerne havde øller med. Læretiden i Chas E's vinhandel i Aarhus gjorde ikke hans nyvundne interesse mindre, og hos Gunnar Steen Jakobsen følte han sig til sidst endelig helt hjemme. Da Gunnar døde, havde han lige overtaget hans firma, Bichel Vine, og forgængerens ånd er stadig over det hele. Ellers interesserer den nye direktør sig mest for at fange og fotografere slanger. Vin: 2017 Schloss Gobelsburg, Steinsetz, Grüner Veltliner, 2008 Luigi Oddero, Barolo Vigna Rionda og 2009 Rossignol-Trapet, Chambertin.
Sat, 10 Nov 2018 18:09:12
Oberstløjtnant, psykolog og forfatter Karen Schultz blev født som en fejl, og det fik hun tidligt at vide. Barndommen med en stedfar, som udsatte hende for sexuelle overgreb, lærte hende altid at være kampberedt, og senere blev hun først rockertøs og så professionel soldat for at være i mandemiljøer, hvor der altid var en hær af mænd, der ville forsvare hende. Vin: 2015 Pieropan, La Rocca
Sat, 03 Nov 2018 18:08:12
Forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik var en enspænder allerede som barn, men den store ensomhed mødte han som ung filosofistuderende i Stockholm, hvor han hutlede sig igennem med natarbejde på McDonald's og som ligkistebærer om dagen. Siden da har hans liv og arbejde drejet sig om at komme overens med ensomheden og aleneheden som et grundvilkår. Vin: 2007 Francois Gay et Fils, Beaune 1. Cru, Clos des Perrieres.
Sat, 27 Oct 2018 18:08:40
Historieprofessoren Claus Bryld er opkaldt efter naziføreren Frits Clausen, som han tit sad på skødet af som barn. Både hans far og hans fire farbrødre var nazister, og det har præget hele hans liv og tankevirksomhed. Selv blev han radikalt venstreorienteret, og med tiden har han draget den konklusion, at også gode mennesker gør frygtelige ting. Vin: 2016 Ch. Villa Bel-Air, Graves.
Sat, 20 Oct 2018 18:09:00
Forfatteren Theis Ørntoft har altid haft lyst til at spolere festen og destruere illusionen om idyl. For ham er den vordende mor på barselsgangen også "et kvindedyr, der er ved at føde sin unge", og glade fællesskaber har han det svært med. Han er blevet kaldt en dystopisk undergangsforfatter, men i virkeligheden er han inderst inde en kulturkonservativ, der desperat længes efter harmoni. Vin: 2001 Ch. Larrivet Haut-Brion Blanc.
Sat, 13 Oct 2018 18:08:06
Som enebarn og adopteret som spæd havde sangerinden Trinelise Væring allerede i barneårene et begejstret publikum i skikkelse af sine forældre. Måske er det derfor, hun er blevet ved med at insistere på at være musiker og gå på scenen, selv om det tit har været op ad bakke, og hun ifølge en anmelder er "en overset éner på den danske musikscene." Og fordi det er vigtigt, at der findes sange, som handler om voksenlivet, og ikke kun om ungdom. Vin: 2013 Les Hauts de Smith Blanc.
Sat, 06 Oct 2018 18:07:15
Den tyskfødte billedkunstner Ursula Reuter Christiansen var 15, før hun så en film om koncentrationslejren Auschwitz, og det gik op for hende, hvad hendes forældres generation havde gjort. Så løb hun hjem og skreg af sine forældre og svor, at hun bare ville væk fra Tyskland. Hun endte på Møn med sin danske mand og blev kommunist, indtil også den illusion brast. Så begyndte hun at male det nære. Vin: 2010 Champagne Duval-Leroy, Cuvée des M.O.F. Sommeliers.
Sat, 22 Sep 2018 18:09:26
Camilla Berner voksede op som 9. generation på godset Holstenshuus, og som ung med venstreorienterede venner følte hun sig indimellem splittet i sin identitet. Hun søgte mod kunstverdenen for at gøre oprør og bryde med familietraditionerne og blev kunstner med en særlig interesse for menneskets forhold til planter, ukrudt og natur. Men med tiden opdagede hun, at hun i virkeligheden havde det hele med hjemmefra, og ligesom familiegodset er naturen kun til låns. Vin: 2009 Dom. Rateau, Beaune, Les Beaux & Bons.
Sat, 15 Sep 2018 18:08:33
Skuespilleren Mette Horn har nået alderen, hvor hun selv kunne være blevet damen med de blå tænder, men hun har ikke hang til flasken. For hende har der været større udfordringer ved at komme i overgangsalderen, end at hun er begyndt at blive konsonantsvag og slingre lidt allerede efter et par glas. Vin: Perlage Winery, Canah, Prosecco.
Sat, 08 Sep 2018 18:09:19
I det skjulte er det angsten, der styrer det meste af alt, hvad vi gør, mener psykiaterne Tom Bolwig og Rasmus Nejst Jensen. Angsten er blevet større i takt med autoriteternes og hæmningernes forsvinden i det 20. århundrede, men vi forstår det ikke selv. Vi tror bare, at vi er impulsive, følelsesladede eller gået ned med stress. Vin: 2012 Dom. Mongeard-Mugneret, Savigny-les-Beaunes.
Sat, 01 Sep 2018 18:09:25
Forfatteren Julie Badura havde fået alt, hvad hun ønskede sig: En mand, hun var stormende forelsket i, et barn på vej og et nyt liv. Og så, lige da det var allermest fantastisk, mistede hun forholdet, valgte at få en abort, blev fyret fra sit job, og så døde hendes mor. Først da hun begyndte at skrive ord på papir, lettede det i hendes krop. Vin: 2016 Schloss Johannisberg, Trocken.
Sat, 25 Aug 2018 18:08:32
Kunstneren John Olsen er optaget af dyr, damer og død, for det er livets store cirkelbevægelse. I øjeblikket har han et vædderhoved og 3 moderkager i sin fryser.
Hans svedtegninger bliver skabt i en sauna med papir på kroppen, når han pludselig oplever at dele fælles bevidsthed med en stenalderjæger. Men depressionen presser sig på, og han går snart ned og hænger sig i et gammelt træ, som han allerede har udvalgt sig. Vin: 2009 Lenotti, Amarone Classico.
Sat, 18 Aug 2018 18:09:58
Nora Rasmussen har boet på en af Danmarks mindste øer i 85 år. I dag er der kun 4 beboere tilbage, men hun håber at kunne blive på Hjortø, indtil hun dør. Hun har aldrig været uden for Danmarks grænser - undtagen da hun fik en blodprop og blev fløjet i helikopter til et hospital i Flensborg - men hendes blot 1 kilometer lange fødeø er også en hel verden. Vin: 2009 Fattoria Zerbina, Scaccomatto, Emilia-Romagna.
Sat, 11 Aug 2018 18:10:59
Som eneste pige i en stor søskendeflok var Maria Grønlykke lidt af en tomboy, mens hun voksede op på slottet Løgismose. Hendes forældre bragte den højere gastronomi til Danmark, og hjemme var der aldrig mindre end tre retter mad på bordet. Hun havde svært ved at indordne sig, da hun blev jurist i centraladministrationen, og når hun var uenig med chefen, tog hun bare orlov og gik ud som kogekone. Indtil den dag hun sagde op og blev forfatter. Vin: Champagne de Sousa, Cuvée de Caudalies.
Fri, 03 Aug 2018 13:26:54
Som barn var Britta Schall Holberg sygelig genert, og det varede ved som voksen. Alligevel valgte hun at blive politiker - og Venstres mest åbenmundede interne kritiker. Det moralske kompas har hun fået fra sin mor, som hun voksede op med i en lille lejlighed i Birkerød. Hun skuffede sin far, da hun valgte lærerseminariet i stedet for en landbrugsuddannelse, men hun drømte ikke om at sige nej, da han bad hende komme til Fyn og overtage godset Hagenskov. Vin: 2017 Bianchi, Elsa Chardonnay, Mendoza
Sat, 28 Jul 2018 18:09:17
Erik Vind er kammerherre, hofjægermester og kartoffelavler. Hans slægt går tilbage til 1191, men anno 2018 er han mere optaget af, hvornår regnen kommer. Og af den romantiske have, som han og hans kone har genskabt på herregården Sanderumgaard. Med skjult manipulation og iscenesættelse skal den stemme sindet til længsel, fordybelse og eftertanke. Vin: 2016 Dom. Alphonse Mellot, Sancerre Blanc, Satellite.
Sat, 21 Jul 2018 18:09:42
Komikeren Linda P. blev alkoholiker og til kvinder, fordi hun ville være ligesom sin far, der havde svigtet hende. Hun blev ædru og forelskede sig i en mand, da sammenhængen gik op for hende. I dag hader hun offerrollen og allermest de vrede feminister, der står tidligt op om morgen for at finde noget nyt at være krænket over.
Sat, 14 Jul 2018 18:10:11
Vinhandleren og musikproduceren Morten Wulffs studentereksamen var ikke noget at råbe hurra for - til gengæld fandt han hurtig ud af, at han har en særlig evne til stole på og systematisere sine umiddelbare sanseindtryk. Han kan decifrere selv de mindste elementer i et stykke musik, og det kan han også i en vin. Vin: Bodegas Baron, Soloqua, Oloroso (60 år) og Sacristia AB, Palo Cortado, Saca Única (100 år).
Sat, 07 Jul 2018 18:08:16
Som ung var den konservative forfatter og debattør Kasper Støvring en overbevist radikal, men terrorangrebet den 11. september 2001 rev et slør fra hans øjne. Det kostede ham nogle venskaber og måske også en karriere på universitetet. Han forudser et borgerkrigslignende kultur- og religionsopgør i fremtiden, for historien viser, at europæerne besidder den nødvendige brutalitet. Når det for alvor gælder. Vin: 2006 Champagne Charles Heisieck, Rosé.
Sat, 30 Jun 2018 18:09:41
Jesper Reginal alias Yebo er direktør for et succesfuldt pladeselskab, men han kigger aldrig på hitlister. Hans selskab, Crunchy Frog, går mere op i at præsentere kunstnere, de kan lide, og som er drevet af en kunstnerisk nødvendighed. Den kender han selv som trommeslager i utallige bands, men måske er der alligevel noget om snakken: At trommeslageren ikke blot er primaten på scenen, men også den bedste forretningsmand: Vin: 2013 Charles Smith Wines, Crunchy Frog 20th Anniversary Wine.
Sat, 23 Jun 2018 18:07:48
95-årige Sten Hegeler er Poul Henningsens uægte søn og den sidste af de gamle kulturradikale. Som forfatter brød han sammen med sin daværende kone, Inge, sex-tabuer i offentligheden, og på et tidspunkt fik de mellem 60 og 80 telefontrusler. Om dagen. Han har været gift med sin nuværende kone i 30 år, men de ses stadig kun fra torsdag til mandag, for mennesket er ikke skabt til parforhold, men heller ikke til at være alene. Han kalder sig selv en veltilpasset psykopat, og det er ifølge ham selv lige præcis, hvad kvinder drømmer om. Vin: Champagne Durdon Bouval, Blanc de Blancs.
Sat, 16 Jun 2018 18:07:54
Som 13-årig blev sangeren Peter Sommer af uforklarlige grunde lam fra brystkassen og ned til fødderne. Nogle steder på sin krop er han stadig følelsesløs, og måske har det afsat noget i hans sind, for han må stadig arbejde på at lære, hvordan man føler noget. Og hvordan man giver udtryk for det. Vin: 2016 Dom. Paul Pernot, 1. Cru Les Pucelles, Puligny-Montrachet.
Sat, 09 Jun 2018 18:07:15
Søren Krarup skrev sit første debatindlæg, da han som 19-årig garder havde en nats udgang fra kasernen, og siden da har hans liv været kamp og polemik. Men der findes en anden side af pastoren, og den handler ikke mindst om hans familie. Vin: 2017 Chateau de Saint-Martin, Provence.
Sat, 02 Jun 2018 18:07:21
Forfatteren Dennis Gade Kofod skriver som en besat for at holde depressionen fra døren - og mest om Bornholm. Som ung fik han brækket næsen af en jævnaldrende rod fra Nexø, fordi han var langhåret, og længe led han af ø-kuller og flyttede væk. Men så kom han hjem igen. Til de underjordiske væsener, som han ikke selv har set, men han ved, at de findes. Vin: 2016 Clotaire Michal, La Napoleon, Beaujolais-Villages.
Sat, 26 May 2018 18:07:29
NGO-direktøren Katja Iversen har 230 rejsedage om året og omgås ubesværet med præsidenter og andre verdensledere. Hendes organisation, Women Deliver, arbejder med base i New York for kvinders rettigheder, men hun har det hele med hjemmefra. Hendes mor var den første kvindelige lærer, der gik med bukser, i landsbyen Sørvad i Vestjylland, og der lærte hun at tale med Gud og hvermand, høj såvel som lav, hvis man vil have udrettet noget. Vin: Marco Carpineti, Kius Rosé, Lazio.
Sat, 19 May 2018 18:08:01
Iværksætteren Troels Palshof sad ved sin fars dødsleje i 15 nætter i træk, og når faderen sov, fortsatte sønnen den eksistentielle samtale med sig selv. Det forandrede hans liv radikalt. Han blev skilt, og så blev han forfatter - med succes. Vin: 2010 Champagne Marguet, Ambonnay.
Sat, 12 May 2018 18:08:07
Lone Mørch har fotograferet 1000 kvinder nøgne, og det hele begyndte med, at hun bad en veninde tage nogle pikante billeder af hende selv til ægtemanden. Ham blev hun skilt fra, men fotograferingen fik hende til at opdage sig selv på ny, og i 14 år har hun selv stået bag kameraet og undersøgt, hvad der sker, når det mandlige blik afløses af en kvindes. Vin: 2014 Hitching Post, Hometown.
Sat, 05 May 2018 18:07:35
Niels Christian Hvidt er professor i eksistentiel og åndelig omsorg i Odense, men engang var han en rigtig Rungsted-dreng med windsurfing og sit mobile diskotek som hovedinteresser. Besøget på et græsk munkekloster forandrede ham, og han blev den første katolik i Danmark siden reformationen, der fik teologisk embedseksamen. Siden har han oplevet flere uforklarlige ting, som han selv betragter som underfulde. Vin: 2015 Saint Cosme, Cotes-du-Rhone.
Sat, 28 Apr 2018 18:07:41
(2:2) Som magasinredaktør blev Chris Pedersen en af Danmarks mest feterede VIPs i modebranchen, men med tiden følte han sig tiltagende ked af det og tom efter endnu en modeuge. Som bloggere og realitystjerner med mange følgere på de sociale medier havde han masser af taletid og megen magt men ikke rigtig noget at bruge den til. Derfor begejstres han over oplevelsen af en ny generation, der begynder at forholde sig til politik og samfund. Vin: 2007 Dom. Pierre Morey, Monthelie.
Sat, 21 Apr 2018 18:08:06
(1:2) Som barn i Kerteminde fik modemanden Chris Pedersen tæsk i skolegården og blev kaldt homorøv, fordi han insisterede på at bære sin fantastiske grønne jakke over skuldrene og købe Vogue-magasiner, fra han var 10. Til gengæld blev livet sjovt, da han som 20-årig mødte ligesindede i Pisserenden i København og festede fra søndag til lørdag. Vin: 2013 Dom. Bertheau, Chambolle-Musigny og 2005 Ch. Couhins Lurton, Pessac-Leognan.
Sat, 14 Apr 2018 18:08:08
Maleren Jesper Christiansen søgte mod de mindste pensler, mens ham samtidige "unge vilde" hellere ville male med en skurekost. Han betragter sig selv som en - kulturelt set - højborgerlig maler, der som en slags kunstnerisk embedsmand eller funktionær kerer sig om alle detaljer. Han har udsmykket det største rum i kronprinsparrets palæ, og rejsen dertil fra barndommens parcelhus på Amager uden billeder på væggene har været lang. Vin: 2009 Fred Loimer, Terrassen, Pinot Noir.
Sat, 07 Apr 2018 18:07:16
Skuespilleren Lotte Andersen udgiver de private breve, som komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen skrev til hinanden. De var begge store kunstnere, og brevene vidner om den evige kamp mellem kærlighed og karriere. Den kamp kender Lotte Andersen fra sit eget liv, og måske kan der ikke være to stjerner i et ægteskab. Vin: 2016 Saumaize-Michelin, Les Courtelongs, Pouilly-Fuissé.
Sat, 31 Mar 2018 18:07:21
Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade læser bladet og Bibelen med samme ildhu, men han savner kamp. Både for kristendommen, som har givet ham mod og indre frihed, og i journalistikken: Der mangler galninge på de danske redaktionsgange, som efterhånden minder om et forsikringskontor på en stille formiddag. Vin: 2015 Bernabeleva, Arroyo del Tortolas.
Sat, 24 Mar 2018 18:15:00
Reklamemanden Peter Wibroe kunne forføre hele Danmarks befolkning. Han gjorde "livet lidt grønnere" og opfandt Tuborgs ølbil i snevejr, men fra den ene dag til den anden forlod han livet i overhalingsbanen og skabte sit eget mini-Versailles i Søllerød som en protest imod skønhedens forfald og den omsiggribende plathed. Og nu ryger han kun 40 cigaretter om dagen. Vin: 1963 Quinta do Noval.
Sat, 17 Mar 2018 18:07:47
Som ung forsangerinde i Voxpop iførte Elisabeth Gjerluff Nielsen sig strutskørt og spidse bryster af pap i en tid, hvor alt ellers skulle være sort og depressivt. Som 60-årig besynger hun stadig lysten og begæret. Hun trives bedst i mandligt selskab, og duer ikke til de sociale mediers smuksak-helvede, hvor kvinder i en jævn strøm liker og angler efter kunstig anerkendelse. Vin: Champagne Bollinger, Special Cuvée.
Sat, 10 Mar 2018 18:18:00
Som dreng var Bent Christensen meget tynd, og han brød sig ikke om den opvarmede sovs, de fik derhjemme. Senere kom der andre boller på suppen, og som redaktør af Den Danske Spiseguide har han spist ude mindst 8000 gange. Følelsen af spændt forventning, når han træder ind på en restaurant, har han stadig, og på de gode dage går han løftet derfra - som om han var på stoffer. Vin: 1993 Forteto della Luja, Piasa Rischei, Loazzolo.
Sat, 03 Mar 2018 18:07:32
Som gymnasielærer fører Jørgen Herman Monrad hellere fraværslisten i hjertet end på officielt papir, men den virkelige grund til, at eleverne gang på gang indstiller ham til prisen som Årets Lærer er nok hans smittende begejstring. Som professionel oversætter er han bevidst om, at det at transformere et litterært værk fra et sprog til et andet også er en personlig erkendelsesrejse, og han vedgår gerne en nostalgisk længsel efter den tabte tid - både den centraleuropæiske og hans egen barndoms land. Vin: Mionetto, Prosecco.
Sat, 24 Feb 2018 18:07:36
Hvad kan man lave, hvis man går sammen i stedet for selv at stå for det hele? Deleøkonomi er filosoffen Søren Riis' speciale, og som studerende var han med til at stifte samkørsel-portalen GoMore. Med sit nye projekt, UrbanWineBox, forsøger han nu at få folk til at dele vinkælder og handle vin med hinanden. Vin: Ch. Constantin, Luberon.
Sat, 17 Feb 2018 18:07:43
Mikkel Wold er en Danmarks mest søgte præster, men selv var han 17, før han blev døbt. Han voksede op med en enlig mor på Nørrebro, og da han gik ud af skolen vidste han ikke, hvad forskellen var mellem det gamle og det nye testamente. I dag har han specialiseret sig i sjælesorg, og den er der god brug for i en tid, hvor de fleste har travlt med at holde dom over sig selv og får tudet ørerne fulde af psykologernes snak om, at man bare skal igennem nogle faser i sorgen og så helst se at komme videre. Vin: 2015 Dom. Pierre Morey, Monthelie.
Sat, 10 Feb 2018 18:07:50
Som tryllekunstneren Trixi huggede Michael Nielsen engang hovedet af fodboldspilleren Mark Strudal. Selv var han restaurantchef på Skt Gertruds Kloster, da restauranten blev slagtet i Danmarkshistoriens værste anmeldelse, men der skulle mere til at stoppe Michael Nielsen. Det skete først, da han to år senere fik en livstruende blodprop som 37-årig og med ét slag mistede lysten til branchen, som blandt andet havde sat ham i spidsen for det legendariske Ambassadeur i Aalborg. Nu ville han genopfinde sit liv. Vin: Champagne Les Cinq Filles.
Sat, 03 Feb 2018 18:07:16
For den 25-årige journalist Amalie Langballe er sex nogle gange bare motion, men hun kan godt se et mønster i, at hun indimellem vælger partnere, der er lige så svinagtige som en af hendes lærere i syvende klasse. Hun blev steriliseret som 22-årig, for hun ville ikke risikere pludselig at blive mor på grund af en pludselig forelskelses-trang, og i øvrigt har hun gjort det til et princip ikke at skamme sig. Alligevel ville hun ikke fortælle sin døende mor om det. Vin: Tonon, Villa Teresa, Rosé Frizzante, Corda.
Sat, 27 Jan 2018 18:07:43
Steen Öhmann snuser rundt i Bourgogne for at finde de bedste vine. Han er mest interesseret i den følelse, vinen fremkalder i ham, og i de personer, der laver den, for vinen afspejler mennesket bag. Og ligesom med et menneske skal vinen være gammel, før man rigtig kan tillade sig at gøre status. Vin: 2015 Domaine des Croix, Beaune Les Cents Vignes og 2010 Dom. Francois Gaunoux, Les Rugiens.
Sat, 20 Jan 2018 18:07:30
Efter universitetet drog Pernille Bergendorff på lykke og fromme til Frankrig for ikke straks at komme til at leve et liv, hun lige så godt kunne kunne leve som 45-årig. Og hvem vil ikke hellere ligge og blive malet i Paris og drikke hvidvin om formiddagen? For nylig har hun spillet rollen som maleren Gauguins danske hustru i en ny film, men hun aner stadig ikke, hvad det hele skal ende med. Vin: 2015 Albert Sounit, Rully Blanc, Les Saintt-Jacques.
Sat, 13 Jan 2018 18:07:53
Razan Haugaard blev gift som 13-årig, fik sit første barn som 14-årig og levede som kurdisk partisan i Nordirak. Flygtet til Danmark blev hun så dansk, at hun gled væk fra sin mand, som hun havde lært sig at elske. For så, for første gang, at opleve en rigtig stormende forelskelse, selv om den også var svær, for i syv år måtte hun og hendes nye, danske kærlighed holde det hemmeligt, at de var gift. Det underminerede også dén kærlighed. Hele vejen igennem har de personlige omkostninger været store, men Razan har lært sig sine egne metoder til at holde rodløsheden og følelsen af ingen steder at høre hjemme fra døren. Vin: 2000 Ch. Batailley, Paulliac.
Sat, 06 Jan 2018 18:06:59
Søren Solkær fotograferer for at møde andre mennesker. Han har taget billeder af alverdens stjerner, men da han for nylig sad og kiggede dem alle igennem, opdagede han, at han i virkeligheden også har fotograferet sig selv og sin eget sind. Og så ved han i øvrigt, hvem Banksy i virkeligheden er. Vin: 2009 Champagne Dom Perignon.
Sat, 30 Dec 2017 18:07:25
Weekendavisens tidligere chefredaktør Anne Knudsen har altid følt sig usikker og bange. Undervejs i livet har intet kunne gøre hende mere bange, end hun var i forvejen, og netop derfor har hun turdet det meste. Hun voksede op som fremmed i både Grønland og Danmark og måtte begge steder lære sig de sociale koder ved altid at iagttage sine omgivelser. Det var derfor, hun blev antropolog. Vin: Champagne Bollinger, Special Cuvée.
Sat, 23 Dec 2017 18:07:32
Philip Nordstrand og Henrik Lehm fandt hinanden på studiet i en fælles interesse for damer og druk, men nytårsaften 2012 skete der noget skelsættende, som åbnede en ny verden for dem. I dag har de skiftet alkohol og øl ud med vin og skabt podcasten Blindsmagerne. Vin: Champagne Marguet Shaman 12, 2014 Hain Goldtröpfchen Riesling Trocken, 2008 Dom. Francois Gaunoux, Pommard Les Grands Epenots og 2012 Il Marroneto Brunello di Montalcino.
Sat, 16 Dec 2017 18:08:00
Journalisten og forfatteren Lise Nørgaard er fyldt 100, og i øjeblikket har hun to stalkere, der altid forsøger at komme til at røre og pille ved hende, når hun møder dem ude i byen. Den ene er 96 og en kendt person. Hun synes, tilnærmelserne er irriterende, men hun ville nu aldrig drømme om at melde dem til MeToo, som hun siger. Vin: Ferrari, Maximum Brut, Trentodoc.
Fri, 08 Dec 2017 13:30:45
I skolen har den 17-årige gymnasieelev Sofie Riis Endahl ingen bøger. Alt er på computeren, men som forfatter fryder det hende netop at have udgivet en rigtig bog på papir. Hun skrev sin første novelle som 12årig, og da hun var 16, offentliggjorde hun en historisk roman på nettet, for som hun selv udtrykker det: Selv om vi bilder os ind, at vi er moderne og up to date, er det mest essentielle i vores liv tidløst. Vin: 2014 Luzón, Crianza Seleccion 12.
Sat, 02 Dec 2017 18:07:52
Lokalt blev Erik Skovenborg hurtig kendt som "rødvinslægen i Egå", fordi han er den, der videnskabeligt har beskæftiget sig mest med vinens positive effekter på sundheden. Det var dog ikke altid, at hans rødvinsglade patienter fik den besked, de håbede på, men grundlæggende er han ikke i tvivl: Folk, der drikker vin med måde, lever længere og bedre. Vin: 2004 Bell Hill, Pinot Noir, New Zealand
Sat, 25 Nov 2017 18:07:59
Fra barnsben hjemme i Skjern har Gnags-forsangeren Peter A.G. Nielsen lært at føle sig velsignet af Gud, så han altid bare kan være Peter. Som kunstner er han ramt af en slags sygdom, hvor han altid er på jagt efter noget nyt og vigtigere, og det har vist ikke altid været helt let for dem, der var tættest på ham. Vin: 2003 Quinta Sardonia, Ribera del Duero.
Fri, 17 Nov 2017 15:02:32
Som instruktør ved Katrine Wiedemann, at det afgørende er de første fem minutter, hvor alt er åbenhed og ren energi. På den måde ligner en teaterforestilling det første kys. Hun er et menneske, der enten er helt nede eller helt oppe og - efter eget udsagn - "nok lidt klogere, end jeg lader som om". Vin: 2000 Dom. Francois Gaunoux, Pommard Grands Epenots, 1. Cru.
Fri, 10 Nov 2017 15:22:56
Fotokunstneren Lina Hashim er efterkommer efter profeten Muhammed og dermed en mellemøstlig adelig med ret til titlen "Alawiyah" foran sit navn. Det går hun nu ikke selv meget op i - hun er mere optaget af behovet for en muslimsk reformation, og hun har allerede gennemgået sin egen: Hun drikker vin, og da hun sammen med sin familie flygtede til Danmark som 14-årig, var hun bange for, at politiet skulle opdage hendes dagbog. Den var fyldt med erotiske tegninger inspireret af den kæreste, hun allerede havde haft. Vin: 2015 Dom. Font de Michelle, Chateauneuf-du-Pape
Fri, 03 Nov 2017 14:00:00
Det er trekvart år siden, 22-årige Thomas Korsgaard debuterede som forfatter. Og så gik han under jorden, Den succesfulde debut førte ikke kun klapsalver med sig, og en dag i en boghandel i Skive blev han konfronteret med det store spørgsmål, som enhver, der bruger af sit eget liv for at skrive, må stille sig selv: Hvorfor? Vin: 2015 Domaine Leflaive, Puligny-Montrachet.
Sat, 28 Oct 2017 18:20:52
Som ung i Næstved vidste Marie Louise Tüxen næsten intet bedre end at få en dobbelttid - 40 minutter - i solcentret. Hun sad også i receptionen der. I dag laver hun komiske striber om parforhold og har skrevet en bog. Den handler om en kvinde, som prøver at finde sig selv ved at finde en mand - og om hende selv. Vin: Champagne Leclerc Briant, Brut Reserve.
Sat, 21 Oct 2017 18:09:58
Den grønlandske sangerinde og skuespiller Nive Nielsen er præget af sin baggrund som inuit og en kultur, hvor det er et vilkår for mennesket ikke altid at kunne bestemme selv. Hun vil gerne lægge bare lidt af sin rastløshed fra sig og kunne planlægge lidt bedre.Men det er svært, når hendes sange altid kommer helt af sig selv og indimellem på de mest ubelejlige steder og tidspunkter. Vin: Champagne Pierre Peters, Cuvée de Réserve.
Sat, 14 Oct 2017 18:08:46
Komikeren Thomas Wivel har et faderopgør, en del sjove nætter som standupper på provinsdiskoter og tre ægteskaber bag sig. I dag, hvor han er holdt op med at drikke, er det hele blevet meget lettere, og hans sind er mildere.Rabiate feminister og sure kvinder kan han dog stadig ikke holde ud, og i øvrigt han har netop udgivet et kulturpolitisk kampskrift. Vin: Miguel Torres, Natureo Red, alkoholfri.
Sat, 07 Oct 2017 18:09:16
Forfatteren Ib Michael måtte skuffe sin fars forventninger om at overtage grossererforretningen i Roskilde og undervejs lægge øre til sin mors fortvivlede betroelser. Blive en medvider. I dag forstår han, at hans fars kærlighed ikke var en, man bare fik, men en man måtte søge. Og at han ligner ham meget mere, end han troede - også når det gælder det med damerne. Vin: 1998 Sarotto, Barbaresco Riserva.
Sat, 30 Sep 2017 18:12:29
Som barn var Lars Bukdahl en lyssky dreng, fordi han næsten intet kunne høre og se. I dag er der intet forsagt over den markante litteraturanmelder, der indrømmer, at skrivningen indimellem kan foregå i en slags sproglig blodrus, og at der er nydelse forbundet med at være ond. Vin: 2012 Casa Los Frailes, Trilogia.
Sat, 23 Sep 2017 18:09:39
Fotografen Henrik Saxgren er blevet en blidere mand med årene. Engang tog ærgerrigheden og vreden magten fra ham , og det blev vildere og vildere, indtil hans krop sagde stop. Angsten for andres svaghed var en god motor, når man ville være berømt, men under hans elskedes sygdom og død, blev hans personlighed sat på prøve.Vin: 2014 Rossignol-Trapet, Gevrey-Chambertin, Vielles Vignes.
Sat, 16 Sep 2017 18:08:42
Hash og en skrøbelig psyke har indimellem bragt forfatteren og førtidspensionisten Kenneth Jensen ud på kanten, og engang måtte han gå i behandling for homofobi hos en blind NLP-terapeut i Kolding. Med sine usædvanlige romaner har han endelig fået lidt succes. Vin: 2012 Domaine Huet, Le Mont, Sec, Vouvray
Sat, 09 Sep 2017 18:09:09
Dansk-franske Jon Frederik Capoul er ladcykel-far i København og fjerde generations vinbonde i udkantsbordeaux. Her må han kæmpe en evig kamp mod bureaukrater og myndigheder for at få lov til at lave vin efter sin egen smag i stedet for den tunge godsejervin, som produceres på de berømte slotte. Vin: 2013 Jonc Blanc, Pure S, 2014 Le Raït, 2015 Le Raït, Sans Souffre og 2015 Lassolle, ADNaturam.
Sat, 02 Sep 2017 18:09:16
Og det er mange af hendes kolleger også. Måske har kunstnere en særlig følsomhed for sanseindtryk, og vinen kan indimellem løfte hende op på et andet mentalt niveau - ligesom når hun står på scenen. Vin: 2015 Viña a Frieira, Ribeira Sacra og 2015 Viña Cazoga, Ribeira Sacra
Sat, 26 Aug 2017 18:09:22
Og siden har han været fascineret af statsmanden, der gik i krig med hjemmebaren ved sin ene side og en kasse cigarer ved den anden. Plus en masse champagne, for Churchill skulle helst have en hel flaske til sin frokost. Vin: 2004 Pol Roger, Cuvée Winston Churchill.
Sat, 19 Aug 2017 18:08:48
Dorte Bülow havde en affære med Marlon Brando, var kæreste med Simon Spies og bedste venner med Dirch Passer. Hun var nøgendanserinde på Londons hippeste klub, og senere drev hun i mere end 30 år restauranten Sans Souci med Cliff Richard og utallige andre berømtheder som stamgæster. I dag er hun 78 og arbejder som frivillig med at lave mad til hjemløse Hus Forbi-sælgere. Vin: 2014 Dom. de Bellene, Cote de Nuits-Villages Blanc, Monts de Boncourt.
Sat, 12 Aug 2017 18:08:56
Greve Michael Hans Schack alias journalisten, tegneren og musikeren Mik Schack var nærmeste arving til Schackenborg, men han havde ikke råd til at overtage godset, og i øvrigt har han altid haft travlt med tusind andre ting. Han er 11. generation i en markant adelsslægt, der er i overhængende fare for at uddø, men han har alligevel valgt ikke selv at få nogen børn. Drik: Masser af øl!
Sat, 05 Aug 2017 18:09:02
Som 15-årig ville forfatteren Merete Pryds Helle besætte statsministerens sommerresidens, Marienborg, sammen med et par andre lokale teenagere, men da fik slået en rude itu, stod politiet allerede og ventede indenfor. Senere blev hun rigtig bz'er og fik en kort karriere som ildsluger med bare bryster. Vin: 2010 La Chablisienne, La Pierrelée og 2000 Dom. Roche de Bellene, Petite Chapellle, 1. cru.
Sat, 29 Jul 2017 18:09:08
Som teenager sagde journalisten Laura Engstrøm nej til en international modelkarriere, fordi noget stred mod hendes vestjyske sunde fornuft. Hun er skeptiker af natur, men hendes fornuft blev sat på prøve, da hun mødte en clairvoyant. Efter års meditation åbnede hun sit sind for for en magisk virkelighed og lærte for eksempel, at hun kan skubbe folk væk eller trække dem til ved tankens kraft. Vin: 2014 Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz.
Sat, 22 Jul 2017 18:09:47
Storvildtjægeren og journalisten Freddy Wulff var manden over alle mænd på mandebladet Ugens Rapport. Han nedlagde vildsvineorner med de bare næver og berettede om et vildt og ensomt liv i pagt med naturen og med en riffel på ryggen. Det var det, han ville, og hans ægteskaber gik altid i stykker, når hans unge koner blev skrukke. Børn ville han nemlig ikke, for hvordan skulle han så komme ud og jage? Vin:2011 Les Loubas, Cornas.
Sat, 15 Jul 2017 18:08:42
Som lille dreng kunne tegneren Simon Bang slippe for at vaske op, hvis han bare ville tegne i stedet. Det sagde hans mor. På sin fars side er han femte generation i en kunstnerfamilie, og det er både godt og skidt at have et fantasifuldt legebarn som far. Vin: 2013 Dom. Vincent Prunier, Auxey-Duresses og 2013 Weingut Eymann, Pinot Noir, Sonnenberg.
Sat, 08 Jul 2017 18:08:48
Musikerne Anders og Benjamin Koppel er far og søn og ud af Danmarks mest musikalske familie. Det stærkt venstreorienterede engagement er også en familietradition, men dog med nuancer. Således blev Anders Koppels interesse for klassisk musik betragtet som lidt af et klasseforræderi, da han i 1974 forlod rockbandet Savage Rose, som efter hans mening havde udviklet sig for sekterisk. Vin: 2004 Le Souverain, Ksara, Libanon.
Sat, 01 Jul 2017 18:09:15
Den oprindelige betydning af ordet synde er "at ramme ved siden af", og det undgår man ikke, hvis man vil lære at ramme rigtigt. I kristen forstand er synd også at være optaget af sig selv og for en stjerneskuespiller ligger den evige higen efter berømmelse altid på lur. Den forsøger han til gengæld at bekæmpe, for ellers går det galt. Vin: 2013 David Moreau, Cuvée "S", Santenay.
Sat, 24 Jun 2017 18:09:37
Pianisten og komponisten August Rosenbaum er barnebarn af Danmarks første stand up-komiker, entertaineren Simon Rosenbaum, men selv har han aldrig sluppet præstationsangsten. Nu bruger han den bare i musikken og på scenen. Vin: 2010 Dettori, Sardinien.
Sat, 17 Jun 2017 18:09:01
Kokken Søren Ejlersen har haft krudt i røven, siden han var barn og tilbragte meget af sin tid i et træ på Møn og i sin bedstemors kolonihave. Som medstifter af Aarstiderne landede han på den rette hylde, for planter er fortryllende og magiske, og i øvrigt taler de også med hinanden. Vin: Weingut Peter Jakob Kühn 2015 Klosterberg Riesling trocken og 2015 Lenchen Riesling Kabinett, Rheingau.
Fri, 09 Jun 2017 15:35:10
Forfatteren Kaspar Colling Nielsen er stadig bange for det tragiske, der altid lurer lige om hjørnet. Og en hypokonder får jo altid ret - til sidst. Men hans døds- og sygdomsangst er blevet mindre med tiden, for han har nået at få og opfostre to børn og skrive to romaner, som han er stolt af. Vin: 2015 Frank John, Riesling, Pfalz.
Sat, 03 Jun 2017 18:08:46
Skuespilleren Ellen Hillingsø er "dansk teaters racehest", stod der i en fødselsdagsomtale for nylig, men sådan føler hun sig ikke. Den røde løber er bare noget, hun leger, og hun tager gerne løberen med for at få lov at opleve fryden ved at blive tvunget til at se ned i sin egen indre afgrund og bruge den til at skabe kunst. Som 50-årig har hun i øvrigt ikke længere brug for at stå ude på vejen derhjemme og råbe som en hysterisk. Vin: Champagne Varnier-Fanniere, Esprit de Craie.
Fri, 26 May 2017 12:50:09
Forretningsmanden Peter Work tog sit liv op til revision, da et aflyst møde i Twin Towers 11. september 2001 reddede hans liv. Han og hans kone, Rebecca, var vant til at rejse to ud af tre uger, men pludselig blev de i tvivl: Hvad var egentlig deres mål med tilværelsen? Så sagde de farvel til big business og købte en vingård i Californien. Vin: 2012 Ampelos Cellars, Pinot Noir.
Sat, 20 May 2017 18:09:21
Musikeren og hjerneforskeren Peter Wuust har det ene ben placeret i kunstens verden, det andet i videnskabens, og med en hjernescanner kan han bevise, at musik og sex principielt er to sider af samme sag. Det handler om nydelse i evolutionens og overlevelsens tjeneste, og det er ikke tilfældigt, at vi både får gåsehud af frygt og af et smukt stykke musik. Vin: 2011 Dom. Guy Roulot, "R", Meursault.
Sat, 13 May 2017 18:09:05
Kokkenes kok, Claus Christensen alias Røde Claus, bruger 80-100 liter piskefløde og 20-30 kilo smør om ugen i højsæsonen. Han beskriver moderne måltider med 15-20 små retter som "afbrudte samlejer", og i øvrigt gider han ikke kun omgås kokke, for hans mange kunstnervenner er følsomme mennesker, der har gjort han liv rigere. Vin: 2013 Dom. Sylvain Pataille, Clos du Roy, Marsannay.
Sat, 06 May 2017 18:08:22
Francis Cardenau voksede op i et fattigt hjem i Frankrig og ville kun være kok for at være sikker på at kunne få mad og overleve. Han kom i lære som 13-årig og måtte indimellem gemme sig i kølerummet for ikke at få bank. I Danmark løb han med stjernerne, og i dag er han sikker på, at mad er den tråd, der forbinder det vigtigste i livet. Mad kan ikke lyve, siger han - og hvis man spiser dårligt, får man en svær dag. Vin: 2013 Domaine Dublére, Les Millerands, Bourgogne Blanc.
Sat, 29 Apr 2017 18:42:45
Markis Marcel de Sade alias bogholderen Jørgen Vase Schmidt er Danmarkshistoriens mest stilfulde bedrager. Det er 57 år siden, han blev afsløret, men han fortæller stadig gerne om sine bekendtskaber med Pablo Picasso, Marlene Dietrich, Brigitte Bardot, Maria Callas, Claudia Cardinale, Alain Delon og Asta Nielsen. Vin: Vitteaut-Alberti, Crémant de Bourgogne.
Sat, 22 Apr 2017 18:30:00
Advokaten Karoly Németh flygtede som 14-årig fra Ungarn til Danmark, hvor han blev indkvarteret hos de adelige gammeljomfruer på Vallø Slot. Det gjorde ham nu ikke mere blid, da han selv kom til at sidde i Flygtningenævnet. Hjemme i Budapest var familiens forhold til den katolske kirke i Budapest så tæt, at han nær var blevet præst - og senere viste ærkebiskoppen sig at være far til hans søster. Vin: 2007 Ch. Palmer.
Sat, 15 Apr 2017 18:09:02
Journalisten Erik Meier Carlsen er intenst praktiserende buddhist, og det har lært ham om menneskets iboende tilbøjelighed til had, begær og dumhed og om bestræbelsen på at gøre sig fri af samme. Selv tror han, at buddhismens rummelighed og pragmatiske syn på mennesket er forklaringen på, at han som politisk kommentator var den første, der forstod, hvorfor Dansk Folkeparti nødvendigvis måtte blive en stor og betydningsfuld politisk bevægelse. For ham personligt førte den åndelige søgen til fred - og nogen ensomhed i forhold til koner og børn. Vin: 2014 Dom. Taupenot-Merme, Chambolle Musigny.
Sat, 08 Apr 2017 18:09:28
Tæppehandler Boris Zeichner er tredje generation i Danmarks ældste tæppeforretning, og det er ikke et af de steder, hvor der konstant er fiktivt ophørsudsalg. Om nogen har han sans for ånden i tæpperne, for ligesom vin er ægte tæpper et udtryk for det sted og de mennesker, som skabte dem. Vin: 2009 Ch. Musar, Libanon.
Sat, 01 Apr 2017 18:08:36
Litteraten Mette Høeg fik slægtens selvbevidsthed i vuggegave, og hun blev berømt og berygtet, da hun beskrev moderne danske forfattere som aggressivt navlepillende feminister. Nu har hendes mand lavet en aggressiv film, der piller i hendes egen navle - og ikke så lidt ved hendes røv. Vin: 2015 Vidal Fleury, Ventoux.
Sat, 25 Mar 2017 18:14:11
http://arkiv.radio24syv.dk/audiopodcast/channel/3843405